Disciplinærsager

Indsatte i fængsler og arresthuse kan ikendes disciplinærstraf ved overtrædelse af de regler, der gælder for ophold i institutionen. Det kan f.eks. være overtrædelse af reglerne om rygning, besiddelse af mobiltelefon, ved indtagelse af rusmidler eller ved vold eller trusler mod medindsatte eller personalet.

Disciplinærstraf spænder fra advarsel, som er den mildeste sanktion, til strafcelle, som er den strengeste sanktion. Ud over selve disciplinærstraffen vil en indsat kunne blive mødt med andre restriktioner, som f.eks. tilbagekaldelse af tilladelsen til udgang, overførsel fra åbent til lukket fængsel eller udelukkelse fra fællesskab.

Reglerne om disciplinærstraf og andre indgreb overfor indsatte er komplekse men der vil i de fleste tilfælde være mulighed for at klage over en afgørelse. Som udgangspunkt skal en klage indgives senest 2 måneder efter den indsatte har fået besked om afgørelsen, så kontakt Krim hurtigst muligt, hvis du ønsker hjælp til en klagesag.