Udgang

Krims Retshjælp rådgiver om mulighederne for udgang for indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

Som afsoner har man mulighed for udgang for at besøge sin familie, når en del af straffen er udstået. De tidsmæssige betingelser er forskellige alt efter om man afsoner i åbent eller lukket fængsel samt længden på den straf, man skal afsone. Ud over at de tidsmæssige betingelser skal være opfyldt, er det også et krav, at man overholder de vilkår, der fastsættes for udgangene.

Når man får tilladelse til udgang er der nogle vilkår, der altid skal overholdes, som f.eks. at man ikke må begå ny kriminalitet eller udeblive efter udgangen. Derudover kan der fastsættes særlige vilkår, som f.eks. at man ikke må indtage alkohol eller at man skal aflægge en urinprøve før og efter udgangen. Der kan også fastsættes vilkår om, at udgangen skal ske med ledsager, så den indsatte ledsages af en eller flere fængselsbetjente.

Ud over udgang for at besøge sin familie, har man også mulighed for at søge enkeltstående udgang til særlige formål. Dette kan være udgang til en familiebegivenhed som for eksempel en børnefødselsdag, et bryllup, en rund fødselsdag, besøg til et syge/dødsleje eller til en begravelse m.v.

Krims Retshjælp kan rådgive om de forskellige muligheder for udgang samt udarbejde en anmodning om udgang til kriminalforsorgen. I den forbindelse vil Krims Retshjælp ofte bede om aktindsigt i tidligere udgangssager for bedst at kunne argumentere for, at den indsatte skal meddeles tilladelse til udgang. Hvis en indsat har fået et afslag på udgang, kan Krims Retshjælp i de fleste tilfælde udarbejde en klage som sendes til Direktoratet for Kriminalforsorgen.