Krims Retshjælp er åben alle hverdage fra 10.00 til 16.00, torsdage dog 12:00-18:00. I dette tidsrum tager vi imod telefoniske og fysiske henvendelser samt breve og mails. Mandag til fredag møder et hold af frivillige sagsbehandlere ind, som ledes af en teamleder. Denne teamleder er en erfaren sagsbehandler, som har overblikket over sit holds sager og rådgiver de øvrige sagsbehandlere. Krims Retshjælps jurister har det endelige overblik på tværs af alle holdene af frivillige og deltager i fængselsbesøg. Krims Retshjælp har gennem en længere årrække haft fængselsbesøg i diverse lukkede og åbne fængsler i Danmark.
Krims Retshjælp består af 35 frivillige sagsbehandlere, som yder juridisk rådgivning. Disse frivillige jurastuderende har en fast vagt om ugen på 4 timer. Sagsbehandlerne vil som udgangspunkt være at træffe i samme tidsrum hver uge på vores telefonnummer 70 22 22 42. Din sagsbehandler vil informere dig om, hvornår denne har vagt. Sagsbehandlerne er på forskellige stadier af deres uddannelse, men rådgiver alle under vejledning af en erfaren teamleder, som ligeledes er studerende, samt af en fastansat jurist. Krims Retshjælp har altid en jurist tilknyttet, som har det juridiske ansvar for retshjælpens rådgivning.
Krims Retshjælp blev dannet i april 1998 og udsprang af den retspolitiske forening Landsforeningen Krim, men er ellers organisatorisk uafhængig af Landsforeningen Krim. Krims Retshjælp udgør en gratis, uvildig retshjælp, hvor enhver kan henvende sig for at modtage juridisk rådgivning. Mange af vores klienter er afsonere i Kriminalforsorgens institutioner, som vi rådgiver angående deres konkrete problemstillinger i forbindelse med afsoning.